Steffen Löfvall designer nye fintech-netværk til Finansforbundet

Steffen Löfvall har i samarbejde med Finansforbundet lanceret to nye faglige netværk til ansatte i den finansielle sektor.

Hvis du kender lidt til den igangværende teknologiske udvikling i f.eks. transport-, forsikrings- og advokatbranchen, ja så ved du, at disse brancher bliver fundamentalt forandret i disse år. Platformsmodeller, blockchains, robotics og kunstig intelligens er nogle af de teknologier, der spiller en væsentlig rolle i omstillingen. Samme teknologiske udvikling er også i gang med at radikalt ændre den finansielle sektor.

Netværket: MarketTech 2020 – ‘Invest in Yourself’

MarketTech-netværket er et netværk til finansfolk, der arbejder i Markets-funktionen.

I Market-området vil kunstig intelligens, ny regulering og ændrede kundebehov medføre, at en række funktioner forsvinder. Helt nye transaktionsmetoder som fx blockchains vil blive udbredt. De vil ændre, hvordan valuta- og værdipapirhandlen kan afvikles, hvor der kan tjenes penge samt hvem der i fremtiden vil kontrollere handlen. Gradvist vil antallet af stillinger blive reduceret, og de resterende vil få et anderledes indhold.

Netværket: “RegTech 2020”

RegTech er et netværk for finansfolk, der vil forstå den danske og internationale udvikling inden for regulatory technology.

I de senere år er finansiel compliance som fag- og funktionsområde vokset i omfang og i opmærksomhed. Der indføres løbende nye regler, kontrollen skærpes og antallet af compliancemedarbejdere stiger stødt. Samtidig investeres der globalt store summer i udviklingen af IT-redskaber og firmaer til formålet – såkaldt regulatory technology – RegTech.

Teknologiudviklingen forventes først at effektivisere, men sidenhen erstatte de nuværende medarbejdertunge compliance-funktioner. Det får på flere planer konsekvenser for finansmedarbejdere og deres karrierer. RegTech forventes at skabe nye virksomheder med finansiel teknologi, nye krav til kompetencer samt reduceret behovet for compliance-medarbejdere på sigt.

Netværksformatet
Begge netværk mødes fem gange. Hvert netværksmøde har et afgrænset tema, som underbygges af mindst en ekstern ekspert på området. Det ene netværksmøde er en todages studietur til Londons Fintech-miljø. London er en smeltedigle, hvor de mange udviklingstrends og nye aktører kan studeres.

Du er velkommen til at kontakte Steffen (steffen@cphlearning.dk / 20 32 10 22), hvis du vil høre mere om det faglige indhold og netværksformen.