Steffen Löfvall & Claus Nygaard afholder CBS Executive Sommerskole i Strategiimplementering

Steffen Löfvall & Claus Nygaard afholder i uge 34 2016 CBS Executive Sommerskole i Strategiimplementering.

Mange virksomheder fokuserer ensidigt på formuleringen af den strategiske plan og orienterer sig kun lidt om selve implementeringsprocessen. Det skyldes antagelsen om, at strategiforankringen nærmest sker af sig selv i ledelsesprocesserne, hvis blot strategien er kommunikeret i organisationen. Denne antagelse er imidlertid en barriere for, at strategiprocesser lykkes. Vil man have succes, skal der tænkes bredere, og en forståelse for de økonomiske, tekniske, psykologiske, politiske, institutionelle og kulturelle forhold i organisationen er afgørende.

Indhold
Formålet med kurset er at give dig værktøjer til at analysere, designe og gennemføre succesfuld strategiimplementering i din organisation.

Dette kursus giver dig fagligt input til at finde din egen vej i det store udbud af værktøjer og teorier inden for området. Vi introducerer dig til tre perspektiver på strategiimplementeringsprocessen: Det funktionelle, det processuelle og det symbolske perspektiv. Vi diskuterer de begrænsninger og muligheder, som det enkelte perspektiv indebærer, når implementeringsprocesser tilrettelægges og eksekveres. Endvidere ser vi på, hvordan de tre perspektiver kan eksistere samtidigt på forskellige niveauer i organisationer, og hvordan de til tider modarbejder hinanden. Dette er en præmis, som stiller krav til ledere og projektledere med ansvar for at få ”strategien til at leve i organisationen”.

Kurset tager afsæt i det altovervejende funktionelle perspektiv i både organisationer og strategilitteraturen idag. Her reduceres strategiimplementering til styring af ressourceforbrug, økonomi, tidsplaner, projektkrav og magtbalancer. Herefter bevæger vi os videre til de mere processuelle og relationelle perspektiver, der stiller skarpt på, hvad der rent faktisk sker, når strategier formidles til og fortolkes af ansatte og andre stakeholders. Indblik i disse politiske, kulturelle og psykologiske oversættelsesprocesser, og hvordan strategiplaner decentralt bliver omsat til ændret adfærd, er vigtige brikker til at opnå succes.

Udbytte
Efter at have deltaget på kurset vil du:
Kende til relevante komponenter i en strategiimplementeringsplan og -proces
Kende til konkrete værktøjer til at analysere, designe og gennemføre succesfuld strategiimplementering
Kunne præsentere konkrete forslag til en robust og realistisk strategiimplementering i din egen organisation

Deltagerprofil
Dette kursus henvender sig til alle private og offentlige ledere, projektledere og ansatte, der interesserer sig for strategi og implementeringsprocesser, og som ønsker at blive bedre til at tilrettelægge og gennemføre ændringsprocesser.

Kursusteam
Chefkonsulent og erhvervsPh.D Steffen Löfvall, cph:learning og CBS.
Professor Ph.D. Claus Nygaard, Institute for Learning in Higher Education, CBS.
Relevante oplægsholdere med erfaring i strategiformulering og strategiimplementering.

<LINK> til Sommerskole-beskrivelsen på CBS Executives hjemmeside