Steffen Löfvall deltog som keynote speaker på Demenskoordinatorernes årskursus 2024, hvor fokus var på at forbedre trivslen for både mennesker med demens og de medarbejdere, der arbejder med demensindsatser. Med over 400 deltagere var kurset en central platform for at diskutere de nyeste tiltag og udfordringer inden for demensområdet.
I oplægget “At gøre gode intentioner til virkelighed: Implementering af demensstrategier” præsenterede Steffen en analyse af, hvordan nationale demensindsatser kan og bliver forankret på både strategisk og organisatorisk niveau. Steffen pegede på, at implementeringen af demensstrategier ofte er præget af udfordringer såsom mangel på ledelsesopbakning, begrænsede ressourcer, modstand mod nye arbejdsgange og uklarhed omkring målene med ændringerne. Dette kan resultere i fragmenteret koordinering og vanskeligheder med at skabe reel forandring i praksis.
Et af læringspointerne i oplægget var nødvendigheden af at inddrage både institutionsledere, medarbejdere, pårørende og borgere for at opnå ejerskab og engagement. Oplægget understregede, at rekrutteringsproblematikker og driftsfokus ofte kan overskygge evnen til strategisk udvikling og langsigtede forandringer. For demenskoordinatorer udgør ressourcemangel, tidspres og utilstrækkelig koordinering på tværs af sektorer særlige udfordringer i implementeringen af demensindsatser.
Under oplægget var der tid til live websurveys og gruppedrøftelser, hvor deltagerne kunne reflektere over typiske udfordringer i implementeringsprocesser. Resultaterne afslørede, at udfordringer som uklare roller, utilstrækkelig projektplanlægning og manglende inddragelse ofte skaber barrierer i implementeringen. Oplægget afsluttede med at præsentere deltagerne for konkrete værktøjer og metoder til at håndtere disse udfordringer og sikre en mere effektiv implementering af demensstrategier på både det strategiske og organisatoriske niveau.
