Generationsbashing – En skjult barriere for samarbejde og trivsel på arbejdspladsen

|

I takt med at flere generationer arbejder side om side bliver arbejdspladser blevet arenaer for både læring og konflikter på tværs af aldersgrupper. I stedet for at udnytte det store potentiale, der ligger i generationsdiversitet, opstår der ofte en tendens til at placere generationer i kasser baseret på stereotype opfattelser. Denne tendens kaldes for generationsbashing, og det kan føre til interne spændinger, nedsat samarbejde og i sidste ende tab af talent.

Generationsbashing kommer til udtryk, når en generation kollektivt tilskrives negative egenskaber, ofte uden hensyn til individuelle forskelle. Millennials og Generation Z bliver eksempelvis ofte beskrevet som forkælede, utålmodige og uengagerede, selvom de for mange virksomheder udgør en højtuddannet, ambitiøs og nytænkende arbejdsstyrke. Omvendt bliver Baby Boomers ofte stemplet som forandringsresistente og teknologiforskrækkede, selvom mange har tilpasset sig arbejdsmarkedets digitale transformation.

Udover fordomme i daglig tale, hvor udtryk som “OK, boomer” eller “unge gider ikke arbejde hårdt mere” kan skabe en os-mod-dem-kultur, manifesterer generationsbashing sig også i manglende forståelse for generationsspecifikke udfordringer.

Yngre generationer oplever eksempelvis større økonomisk usikkerhed og et mere konkurrencepræget arbejdsmarked end deres ældre kolleger, men bliver alligevel ofte opfattet som illoyale, når de skifter job hyppigere. Samtidig kan ældre medarbejdere føle sig marginaliserede, hvis deres viden ikke inddrages i beslutningsprocesser, fordi de anses for at være ude af trit med adoptionen af nye teknologier og arbejdsmetoder.

Effekter af bashing

Konsekvenserne af generationsbashing er både kulturelle og økonomiske.

Når medarbejdere oplever, at de bliver dømt på baggrund af deres alder frem for deres kompetencer, skaber det mistillid, forringer engagementet og svækker samarbejdet. En arbejdsplads, hvor generationskløfter ikke håndteres konstruktivt, risikerer at tabe både erfaring og innovation, fordi vigtige kompetencer ikke bringes i spil.

Ledelsesmæssig håndtering af bashing

For at modvirke generationsbashing er det nødvendigt at flytte fokus fra generationsforskelle til individets bidrag og styrker. Virksomheder bør undgå at generalisere og i stedet skabe en kultur, hvor alle medarbejdere vurderes ud fra deres kompetencer frem for deres fødselsår. Samtidig er det vigtigt at fremhæve fælles værdier på tværs af generationer, da de fleste uanset alder ønsker meningsfuldt arbejde, anerkendelse og en god balance mellem arbejde og privatliv.

Et af de mest effektive redskaber til at nedbryde generationsbarrierer er at facilitere tværgenerationelt samarbejde. Ved at etablere mentorordninger, sammensætte aldersmæssigt diverse teams og skabe dialogfora, hvor erfaring og nye perspektiver kan mødes, kan virksomheder omdanne generationsforskelle fra en kilde til konflikt til en ressource for innovation. Derudover bør ledere være opmærksomme på at anvende inkluderende sprogbrug, der undgår nedsættende eller karikerede beskrivelser af bestemte generationer, og i stedet anerkender værdien af aldersmæssig diversitet.