Forundersøgelsesrapport i Røgfri skoletid-projekt

Røgfri skoletid er et samarbejdsprojekt mellem Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsfremme v. Steno Diabetes Center Copenhagen. Røgfri skoletid betyder, at der ikke må ryges i skoletiden, hverken på eller uden for matriklen. Det gælder alle ansatte, elever og gæster på skolen.

Projektet er baseret på organisationernes samlede viden og erfaring med at indføre røgfri skoletid, herunder en rapport udarbejdet på baggrund af en forundersøgelse udført af Hjerteforeningen, Steno Diabetes Center Copenhagen samt cph:learning v/ Steffen Löfvall.

Rapporten præsenterer anbefalinger til arbejdet med at indføre røgfri skoletid på danske erhvervsskoler. Anbefalingerne er baseret på en række del-undersøgelser: elev-workshops, et litteraturstudie, en karakteristik af skoler, hvor ledelserne er positive overfor røgfri skoletid samt interviews med ledere og undervisere på skoler med- og uden røgfri skoletid. Tilsammen belyser studierne muligheder og udfordringer i forhold til at implementere røgfri skoletid på erhvervsuddannelser.

Anbefalingerne indeholder konkrete forslag til beslutnings, – implementerings- og forankringsprocesser på skolerne fx i forhold til proceskøreplan, inddragelse, faglig opkvalificering og metoder til at forbedre studiemiljø- og pausekultur. Rapporten kan anvendes af alle, der har interesse i at udvikle tobaksforebyggelsesindsatser på erhvervsskoler og/eller understøtte skolerne i at indføre røgfri skoletid fx kommuner, NGO’er eller forskere, ligesom rapporten kan være inspiration for skolerne selv i forhold til at skærpe arbejdet med tobaksforebyggelse og sundhedsfremme.

Læs hele rapporten her